10 års garagerock-udflugter

15 december 2009 af Lea Pagh |  Artiklen hører under Gutter Island, Udenfor byen

Foto: Per Lange

Foto: Per Lange | Human Jukebox på Gutter Island 2008

I 10 år har garagerockfestivalen Gutter Island spyet musikalske flammer udover området ved Masnedø Fort. Jubilæet skydes ind med fyrværkeri, gamle kendinge og nye topnavne på programmet.

The Hives, New Bomb Turks, Baby Woodrose, Ricochets, The Flaming Sideburns, PowerSolo og The Defectors er blot nogle af de guitarfræsere, der har sendt beskidt garagerock udover vandet ved Masnedø Fort. Hver anden sommer har rock’n'rollere fra Norge, Sverige og Danmark valfartet til festivalen ved Vordingborg for to dages intense musikoplevelser med rockabilly, garage, punkrock og rock’n'roll, som ifølge entusiasterne ikke fås bedre end på Danmarks eneste dedikerede garagerockfestival.

Gutter Island fylder 10 år i sommeren 2010, og ifølge arrangørerne forhandler de netop nu med prominente navne som The Nomads, Valiant Thorr, The Jim Jones Revue, The Heavy og ikke mindst norske Navigators, som er den tidligere Ricochets-forsanger Trond Andreassens nye projekt. Allerede offentliggjorte navne er svenske The Vanjas, de norske The Goo Men og ikke mindst det danske garageband The Defectors, som er gamle kendinge på Gutter Island.

Mens festivaler som Midtfyns og WigWam har måtte erklære sig konkurs, og Langelandsfestivalen har ligget i farezonen, overlever Gutter Island, og det er der en helt bestemt grund til:

- Vi har også haft vores økonomiske vanskeligheder, men vi har bare ikke storhedsvanvid. Vi ved godt, at der aldrig vil være over flere tusind gæster, og festivalen er ikke en pengemaskine. Men alle arbejder gerne gratis – også vi i bestyrelsen. Og musikerne elsker festivalen så højt, at de er villige til at spille for meget mindre, end hvad de normalt tager for deres koncerter, siger Stinne Skovbjerg, formand for foreningen Gutter Island. Hun fremhæver publikum, som elsker genrerne og kender alle kunstnernes musikalske referencer.

“Beskidt, primitivt og autentisk”

- Der har aldrig været et backstage eller medie-område på Gutter, det vil sige, at musikerne sover på samme campingplads, spiser den samme mad, drikker de samme øl og deltager i nøjagtig den samme fest som publikum. Gutter Island er for folk, der foretrækker deresd rock beskidt, primitiv og autentisk, har Lorenzo Woodrose fra Baby Woodrose sagt om festivalen.

Og det er også arrangørernes intention, at festen skal være for alle. Om de er udbrændte, gamle punkere med hanekam, lækre rockabilly-chicks med tatoveringer, unge og nysgerrige mods med smalle slips, rock’n'rollere med amerikaner-øser og pomadehår eller revisorer i jakkesæt kommer ud på ét, så længe man elsker musikken og den gode fest.

- Det fede ved Gutter er netop, at man er jo tvunget til at være sammen med de andre 500 gæster i de to dage. Man kan ikke bare lige tage hjem til København. Og når man falder ud af teltet om morgenen, møder man de samme mennesker, som man var pinlig sammen med aftenen før. Det er netop charmen, og derfra kommer også det stærke sammenhold, siger Stinne Skovbjerg.

For udenforstående kan sammenholdet blandt stamgæsterne måske give et indtryk af en sammentømret gruppe, der ikke lukker nye folk ind i rockfolden. Men den opfattelse er helt forkert, ifølge Stinne Skovbjerg.

- Vi plejer at joke med, at Gutter Island er rockfolkets sommerudflugt, hvor vi kommer væk fra rockhulerne i byen og ud i naturen. Hvis man har en stor kærlighed til musikken, så vil man automatisk blive en del af festivalen – også selvom det er ens første gang, og mange kender hinanden i forvejen, siger hun.

Bryllup på Gutter

To af de tilbagevendende gæster, Bodil Engellmann og Jakob Møller Hansen, elsker festivalen så meget, at de under sidste festival i 2008 valgte at lade sig forene i ægteskab ved festivalen.

- Han var svær at overtale til at blive gift, siger Bodil Engelmann om sin mand, Jakob Møller Hansen.

- Men da jeg foreslog, at vi kunne blive gift på Gutter Island , sagde han ja med det samme, fortalte det nygifte par dengang til Politiken.

Afprøver bands i hovedstaden

I sommeren 2009 rykkede festivalen helt usædvanligt til Københavns Kødby, der bugnede af svedige riffs og burlesque-dansere i to dage. Flytningen skete for at promovere festivalen og skabe opmærksomhed omkring de danske garagerockbands, der spiller ved Madsnedsund. Men det bliver ikke en permanent løsning.

- Festivalen skal foregå ved Vordingborg, det bliver ikke ændret. Men måske er det ikke sidste gang, at vi arrangerer en Gutter City, selvom der er lige så meget arbejde i det som selve festivalen. Men det er en god måde at afprøve undergrundens nye bands og få koncertfolkets øjne op for festivalen, siger Stinne Skovbjerg.

Det samme gælder for støttearrangementerne Gutter Light, som bliver afholdt et par gange om året. Næste gang er den 27. februar 2010, hvor SCREAMIN’ ERIC (DK), The Hogliners (DK) og Pickled Hearts (DK) spiller på Loppen.

Som den første festival kickstartede Gutter Island i år billetsalget for sommerens festivalsæson.

Translate to English Translate to English

Læs også:


  • Share/Bookmark

Hvad synes du?

Seneste kommentarer


Om Copenhagen rocks!


Guide, nyhedsportal og koncertkalender til punk, garage rock og rockabilly i den københavnske undergrund - om de mennesker, steder og arrangementer, der farver Copenhagen rock city.



Kig i arkivet