Interview: Næstformand for Stengade 18

9 december 2009 af Lea Pagh |  Artiklen hører under Stengade

Foto: Marlene Støttrup Rask

Foto: Marlene Støttrup Rask

Pernille Krog Mogensen er uddannet illustrator og grafisk designer, og hun er desuden aktiv i Art Rebels samt i festivalerne Strøm og Trailer Park . Da Stengade 30 endnu eksisterede, arrangerede hun klubaftener med elektronisk musik på spillestedet. Siden august har hun været næstformand for bestyrelsen for Spillestedet Stengade 18.

Hvorfor skal Stengade genopstå?

Vi har fået utroligt mange tilbagemeldinger fra brugerne af huset på Facebook og til vores informationsmøde i november, og beskeden er ret entydig: Alle ønsker spillestedet genrejst. Bestyrelsen mener desuden, at der lokalmiljømæssigt er brug for et sted som Stengade på Nørrebro, som generelt er skæv og kreativ.

Hvorfor skifter I spillestedets navn til Stengade 18?

Vi vil gerne vil sende et meget stærkt signal om, at vi tager afstand til den gamle drift af Stengade 30. Ingen af os ønsker at lægge vores egne private navne til den måde, som tingene kørte på, da stedet stadigvæk hed Stengade 30. Den nye bestyrelse lægger derimod vægt på stramning af driften. Nu bliver det mere kæft, trit og retning, og huset skal køres professionelt – til trods for frivillig arbejdskraft. Stengade 30 gik konkurs, det er fortid. Nu starter der et nyt spillested med nye mennesker og nye idéer – det kan ikke understreges nok.

I har i flere medier udtalt, at I vil tilbage til “det gamle Stengade”. Hvad betyder det for musikken?

Musikprofilmæssigt og kreativt vil vi gerne tilbage til det oprindelige Stengade, der var et decideret spillested for det kreative vækstlag i alle genrer mellem punk, dubstep, metal og rap og lignende. Der var plads til alt det skæve, sjove og grimme. Og så skal musikprogrammet ikke mindst være tro mod huset og dets brugeres profil. Samtidigt vil vi holde fast i nogle af Stengades succeser som eksempelvis klubaftenerne Ohoi og Rub’a’dub Sundays.

Hvad har så ændret sig, når musikprogrammet minder om det gamle?

Som udgangspunkt åbner kun salen, og ikke Stalingrad, så derfor bliver Stengade til et regulært spillested med koncerter fremfor natdisk. Det nye Stengade vil blive drevet ledelsesmæssigt på en helt anden måde – vi vil blive stærkt afhængige af frivillig arbejdskraft for at få det til at køre rundt, så det vil blive et helt nyt hus.

Tilstandsrapporten var temmelig dyster. Hvordan ser huset ud?

Huset skal renoveres fra kælder til loft. Der er ikke blevet holdt ved lige i flere år, og det har sat sine spor, blandt andet er der en kæmpe vandskade i loftet mellem første- og anden sal, og der har været problemer med rotter. Men vi vil ikke revolutionere husets udseende eller indretning, det er ikke sådan, at folk skal forvente cremefarvede loungestole.

Hvordan skal økonomien køre rundt, når de bevilgede penge udelukkende er til renovation og opstart?

Vi forestiller os, at det er forskellige klubaftener som eksempelvis Rub’a’Dub, der lejer sig ind i huset. Men der hersker generelt en masse goodwill omkring huset på grund af dets lange historie og scene, så vi har allerede fået henvendelser fra folk som Djuna Barnes, Peter Peter og Kjeld Tolstrup, der støtter op om stedet, samt flere bands, der gerne vil spille uden at tjene flere tusind kroner på det. Det vigtigste lige nu er at få åbnet dørene op og skabt opmærksomhed omkring, at der åbner et nyt spillested på Nørrebro. Stedet mangler, og vi vil lukke det hul i den kreative fødekæde.

Translate to English Translate to English

Læs også:


  • Share/Bookmark

Hvad synes du?

Seneste kommentarer


Om Copenhagen rocks!


Guide, nyhedsportal og koncertkalender til punk, garage rock og rockabilly i den københavnske undergrund - om de mennesker, steder og arrangementer, der farver Copenhagen rock city.



Kig i arkivet