Københavns gør-det-selv pladeselskaber
9 marts 2010 af Peter Hoffmeyer | Artiklen hører under Features

Et udpluk af danske DIY-udgivelser | Foto: Thomas Trane Petersen
Punkscenen har alle dage været præget af stor ildhu og lyst til at gøre tingene selv – eller D-I-Y som det også kaldes (do-it-yourself, red.). Koncerterne bliver sat op af de medvirkende bands. Flyers og plakater bliver klistret sammen og klippet ud på stuegulvet. Hjemmelavede ”zines” med anmeldelser og reportager bliver fotokopieret på det lokale biblioteks kopimaskine, og musikken bliver udgivet på små labels uafhængigt af økonomiske og kommercielle interesser.
Hvor den første bølge af dansk punk i starten af 1980′erne i nogen grad fandt vej til de etablerede pladeselskaber, så har den såkaldte anden bølge fra slutningen af 90′erne og frem mere taget sagen i egen hånd og selv stået for udgivelserne på små ikke-profitorienterede labels med egne distributionskanaler i ind- og udland. Størstedelen af disse udgivelser er udsendt på vinyl, ikke kun af kuriøse årsager, men også af den grund, at vinylen ofte er billigere end cd’erne, når det handler om de små oplag på få hundrede eksemplarer.
Med den anden bølge af dansk punk – og den såkaldte K-Town-scene centreret omkring Ungdomshuset på Jagtvej – dukkede også nye små labels op i undergrunden. Det mest toneangivende af disse må nok siges at være Kick ‘n’ Punch, der blev startet af Tommas ‘Banger’ Svendsen og Jakob Friborg. I perioden 1999-2006 udgav de en lang række plader med fortrinsvis danske og svenske hardcore punkgrupper. Kick ‘n’ Punch opnåede også en del opmærksomhed i udlandet, bl.a. med udgivelsen af Amdi Petersens Armés ”E.P.” og Gorilla Angrebs ”Bedre Tider”, der på kort tid solgte 1.500 eksemplarer i USA. (Læs mere om Kick ‘n’ Punch hos Wikipedia)
Af de mest aktive af de Københavnske non-profit labels kan nævnes:
Spild af Vinyl. Har udgivet plader siden 2004 med bl.a. Gorilla Angreb, P.J. Bonneman, Death Token og enkelte compilations.
http://www.spildafvinyl.dk/
Fåk Pladeselskaber. Stod i sin levetid bl.a. for de to combilations ”Fåk København” og ”Fåk Danmark” med henholdsvis københavnske og danske punkrock- og undergrundsbands.
Hjernespind. Startet i 2006 som en udspringer af Kick ‘n’ Punch. Udgivelserne tæller bl.a. århusianske Cola Freaks, Hjertestop og genoptryk af tidligere Kick ‘n’ Punch succeser som f.eks. No Hope For The Kids’ LP fra 2003.
http://www.hjernespind.com/
PlagueBearer. Ligeledes en udspringer af Kick ‘n’ Punch. PlagueBearer udgiver fortrinsvis plader indenfor den mere metalprægede hardcore / crust-punk med skandinaviske navne som Skitkids, Martyrdöd og Nuclear Death Terror.
http://www.plaguebearer.com
Adult Crash Records. Hardcore/punk-label startet i 2008 med hovedsagelig danske og svenske navne i bagkataloget. Har bl.a. udgivet bands som københavnske Ripping Headache, Night Fever og Love Portion, samt stået for en række genudgivelser med bl.a. Hjertestop og Skidkids.
http://www.adult-crash.com/
Lolita Industri. Har siden 2005 stået for en række udgivelser på cd og vinyl med mere eller mindre eksperimenterende bands indenfor lo-fi, alternativ rock og garage.
http://lolitaindustri.dk
Red Tape. Et af de yngste københavnske labels. Startet i foråret 2009. Beskæftiger sig primært med post punk og wave-scenen. Har allerede i sit første leveår udsendt 7 udgivelser med bl.a. The City Kill, Obstacles, Melting Walkmen og Chainsaw Eaters.
http://www.redtape.dk/
Udenfor København kan nævnes:
Mastermind Records. Århus-baseret label, der bl.a. har stået for udgivelser med Powersolo, Under Al Kritik og War of Destruction.
http://mastermindrec.com/
Rabalder Records. Label fra Helsingør, der bl.a. har udsendt plader med nordsjællandske bands som The Village Idiot, Kværn og Kussekannibalerne.
http://funus.dk/rabalderrecords/

